Hvem har rodet i skuffen med mit undertøj?

Jo, altså jeg lever endnu. Og har det godt. Det har de skide indbrudstyve, der synes det var den fedeste idé at stjæle min syv år gamle Macbook Pro (der kun blev holdt i live, fordi jeg er for nærrig til at skifte den ud), mine solbriller med styrke og en masse gaver fra min fødselsdag forhåbentlig ikke. Gid de må brænde inde med hele lortet!!!
Heldigvis var vi ikke hjemme og det er jo trods alt kun ting, men for fanden da, hvor er det da mega træls og klamt, at de har rodet rundt i mit undertøj (som om jeg gemmer værdier mellem sloggierne)…

Og gudskelov tog de ikke min portvinskalender!!! Den har jeg stor glæde af, hver dag, når jeg ser et afsnit af Matador. Hver aften forvandler jeg mig altså til en 65-årig😂

40+40 forberedelser

Lige om lidt holder jeg og fruen et rabalder af en fest. Det er ti år siden sidst, så det er på høje, høje tid. Men pladsen i parcelhuset er ikke lige til at invitere 50 mennesker fra hele landet ind i på en gang til dobbelt 40 års fødselsdagsfest, så allerede i februar har bookede jeg en hel feriekoloni. Jeps! Med køjesenge und alles. Tjek ved den!

Og jeg glæder mig som et lille barn til at gi’ den gas… og har planlagt/udtænkt en lille leg, som vi skal samle appetit på. Jeg arbejder stadig på detaljerne, men hovedpersonen er ham her:

Vi overvejede længe om det overhovedet kunne betale sig at handle de våde varer i Fleggaard. Dét kan det! Især når min fantastiske svigerinde på Fyn lige fræser over æ græns’ og afhenter de forudbestilte varer. Så tjek ved den også!

Maden – buffet med tre slags kød, kartofler og grønt – var der tilbud på hos Jysk Dinner, så tjek tjek!

Portvinen er noget jeg virkelig glæder mig til at servere. Den er lige så gammel som jeg, og jeg har ikke engang selv smagt den endnu. Men for sevan da, jeg er sikker på det er en virkelig udsøgt årgang.

Nu mangler jeg bare en bordplan, bordpynt og stemning indtil dj’en (tjek ved ham os’) sætter fut i dansefødderne. Jeg har dog fået forbud mod at nærme mig bordene, da jeg ellers nok ville kunne gå amok i rødt. Blod rødt. Over det hele!!! Så der tager fruen over 🙂

 

Bakke op og bakke ned og så en burger

Sådan! Jeg gjorde det! Eremitageløbet – mit fjerde af slagsen blev klaret i langt bedre stil end jeg turde drømme om. Har jo ikke ligefrem trænet de længere distancer i tiden op til. Lillesøster var med, det var hendes første og hun var i mål ni minutter før mig… hurtig er hun… vi fejrede løbet med en burger på Halifax. Klart anbefalelsesværdigt!!!

En velfortjent Halifax-burger efter Eremitageløbet 2017
Efteråret er nu meget pænt på morgenløbeturen sådan en lørdag morgen.

Ikea, fjams, jul og tung, tung mandag

Det har været nogle vilde dage i udkanten, med to-dages ikeasenge-samling (selvfølgelig dem, der kan trækkes ud og blive til dobbeltsenge) til niecerne. Gudskelov har min bedre halvdel langt mere logisk og tålmodig tilgang til den slags, så ægteskabet er intakt.

   

Sengesamling efterfulgt af en weekend med bakketræning lørdag og vægttræning søndag blev behørigt belønnet med pizza, cola og Wordfeud på sofa. Det hører jo til en ordentlig restitution, og jo ældre man bliver, jo mere skal man jo hvile…og iøvrigt trænger det der Wordfeud til at få opdateret ordbogen… fjams er sgu da et ord! Jeg bruger det tit i en sætning!!!

Måske har jeg ikke hvilet nok, for da jeg stod ud af sengen mandag 05:30, var min 40+ krop bestemt ikke samarbejdsvillig. Som i ømme armmuskler og tung krop. Tænkte, at en lille bitte, stille og rolig løbetur måske kunne løsne lidt op.

Ha! HA!! Idiotisk tanke, som først for sent gik op for mig. Jeg svingede armene som man jo gør, når man løber, men det var sgu så som så med svingningerne… og bentøjet var også temmelig tunge. Kæft mand, de 4,3 km blev ikke sårn rigtig en hyggetur. Nå, men nu holder jeg så hviledag… i hvert fald i morgen, for alle ved jo, at det først er på andendagen det gør ondt, sådan for alvor…

… og så var det i øvrigt i dag jeg opdgeede, at det åbenbart er blevet jul. Marcipansnitterne og det tyske juleslik er landet på hylderne i Aldi!

Røde knopper og realkreditlån

Kundekroner! Hva’ helvede er nu det for noget? Totalkredit har sendt mig en info-ting om at jeg er skide heldig at have kæmpegæld hos lige netop dem. Yeah right!

Jeg åbner brevet med en sugende voksenfølelse i maven om at jeg sgu nok skal af med penge til de grådige bæster. Men da jeg læser første linje, bliver jeg fem år. Jeg får røde knopper af sådan noget realkredit-lingo og jeg stejler helt, når de synes jeg er en heldig rad at have solgt min sjæl for finansieringen af et parcelhus lige inden boligboblen sprang for 10 år siden.

De der kundekroner er vist i øvrigt en rabat på de kvartalsvise afdrag…der er garanteret en hage ved det.

Bakketræning i Hvalsø

Så blev der sgu ellers trænet bakkeløb. Ikke min fornemste disciplin, men når man er to om at løbe 10 gange op og ned ad bakken ved Nr. Hvalsø så går det ligesom lidt bedre.

Opvarming med ca. 2 km lunteløb til destinationen – et stræk på ca 160 meter – hvor stejl stigningen er, er jeg ikke klar over. Men det er nok!

På vej mod Eremitagen

Sådan! Efter en formiddag, frokost og begyndende eftermiddag i Ikea er man egentlig ikke særlig motiveret for at hoppe i løbeskoene, og jeg brugte da også det meste af et par timer eller tre på at overtale mig selv til bare en lille bitte tur. Bare 4 km, måske 5, hvis det viser sig at benene er i humør.

Det var de så! I så godt humør, at jeg overvandt de sure opstød, som indtagelsen af det halve af M&Ms maxiposen (dem med peanuts) som var lige med IKEA-kassebåndet havde ført med sig.

De blev til hele 10 km. Det er læææææænge siden. Maaaje længe siden. Måneder. Men nu har jeg faktisk optur og tænker ikke længere med frygt på Eremitageløbets 13,3 km om 14 dage. Jeg har løbet e-løbet før, men i noget bedre form, så i år er jeg bare glad for at gennemføre.

Så må De have en god weekend

Der er aldrig nogen, som har sagt De til mig. Ikke før i dag, altså. Der skulle gå 40 år, en måned og fem dage, men skal jeg da ellers lige love for at jeg fik drysset Des ud over hele i dag.

På vej hjem fra arbejde smuttede jeg lige i Aldi (som i øvrigt selv fejrer 40 års fødselsdag) efter ingredienser til de hamburgere vi skulle have til aftensmad. Mens jeg lyttede til Winthertid (podcast fra Radio24syv – det er mega grineren), hvor kusinerne Lærke og Nanna Winther kæmper sig gennem indtalingen af Moby Dick på en kønsneutral måde uden han, hun, man og kvinde, trissede jeg gennem butikken. Burgerboller, tomater (da mine egne jo ikke rigtig egner sig til andet end politisk valgkamp) og remo. Tjek. Op til kassen.  Bip-bip-bip.

– Bare på beløbet, sagde jeg nærmest pr. automatik mens jeg desparat forsøger at kaste varerne ned i posen, inden de glider ud over enden af båndet (som jo faktisk ikke eksisterer, der er bare en lille bitte plade, hvor der lige akkurat kun kan være et kålhoved og en liter mælk)

– Vil De have bonen med? spørger den unge mand så, og jeg bliver helt paf.

Sagde han virkelig det? nåede jeg lige at tænke inden jeg igen pr. automatik sagde at det ikke var nødvendigt.

– Så må De have en god weekend, sagde han så.

Øøøh. Mere Des!

– Tak, i lige måde, fik jeg sagt og gik ud af butikken igen, mens jeg prøvede at huske om nogen nogensinde havde sagt Des til mig før.

Jeg er blevet kaldt dame, som i “ kan du flytte dig lille skat, så damen kan komme forbi” – det kom sådan omkring 37-årsalderen, men jeg husker ikke, at være blevet tiltalt med De tidligere … det er en underlig følelse. På grænsen til mærkelig, faktisk lidt.

Kan det være alderen? Bliver man Des efter 40? Er det ikke noget, man siger til gamle mennesker? 🙄😳

 

En lækker årgang

En helt almindelig onsdag i september bliver altså bare bedre, når Vingaloppen ringer lidt over 8 og spørger, hvor de må stille min Quarles Harris 1977 Vintage Port.

Jeg fandt den til 550,- i en 10 siders tilbudsavis fra SuperBrugsen i Give i sidste ud – kun med portvin. 1977 er en super årgang for både portvin og mennesker, og nu glæder jeg mig helt vildt til at smage den. Men det må vente til slutningen af næste måned, hvor jeg og fruen holder fælles 40 års fødselsdag.

Mine rådne tomater er klar til KV17

Lets face it. Mine tomater egner mere til at bruge i en rådden politisk valgkamp end til at spise. De er rådnet eller spist op af dræbersnegle. Min kat, Albert, har vist sig aldeles uduelig til at fange de slibrige bæster. Han interesserer sig kun for gnavere og fugle.

Jeg har på ingen måde grønne fingre, og det kan muuuuligvis også have spillet en rolle. Har ellers dyrket dem helt fra frø-stadiet, og det stod flotte og strunke i lang tid. Jeg tror sågar jeg har snakket med dem, når jeg trissede rundt med vandkanden. Spildte samtaler! Men hvis der sidder en med et voldsomt angreb af politikerlede, så kan vedkommende bare henvende sig – jeg har skyts nok til hele valgkampen 🙂