Der er aldrig nogen, som har sagt De til mig. Ikke før i dag, altså. Der skulle gå 40 år, en måned og fem dage, men skal jeg da ellers lige love for at jeg fik drysset Des ud over hele i dag.
På vej hjem fra arbejde smuttede jeg lige i Aldi (som i øvrigt selv fejrer 40 års fødselsdag) efter ingredienser til de hamburgere vi skulle have til aftensmad. Mens jeg lyttede til Winthertid (podcast fra Radio24syv – det er mega grineren), hvor kusinerne Lærke og Nanna Winther kæmper sig gennem indtalingen af Moby Dick på en kønsneutral måde uden han, hun, man og kvinde, trissede jeg gennem butikken. Burgerboller, tomater (da mine egne jo ikke rigtig egner sig til andet end politisk valgkamp) og remo. Tjek. Op til kassen. Bip-bip-bip.
– Bare på beløbet, sagde jeg nærmest pr. automatik mens jeg desparat forsøger at kaste varerne ned i posen, inden de glider ud over enden af båndet (som jo faktisk ikke eksisterer, der er bare en lille bitte plade, hvor der lige akkurat kun kan være et kålhoved og en liter mælk)
– Vil De have bonen med? spørger den unge mand så, og jeg bliver helt paf.
Sagde han virkelig det? nåede jeg lige at tænke inden jeg igen pr. automatik sagde at det ikke var nødvendigt.
– Så må De have en god weekend, sagde han så.
Øøøh. Mere Des!
– Tak, i lige måde, fik jeg sagt og gik ud af butikken igen, mens jeg prøvede at huske om nogen nogensinde havde sagt Des til mig før.
Jeg er blevet kaldt dame, som i “ kan du flytte dig lille skat, så damen kan komme forbi” – det kom sådan omkring 37-årsalderen, men jeg husker ikke, at være blevet tiltalt med De tidligere … det er en underlig følelse. På grænsen til mærkelig, faktisk lidt.
Kan det være alderen? Bliver man Des efter 40? Er det ikke noget, man siger til gamle mennesker? 🙄😳