Røde knopper og realkreditlån

Kundekroner! Hva’ helvede er nu det for noget? Totalkredit har sendt mig en info-ting om at jeg er skide heldig at have kæmpegæld hos lige netop dem. Yeah right!

Jeg åbner brevet med en sugende voksenfølelse i maven om at jeg sgu nok skal af med penge til de grådige bæster. Men da jeg læser første linje, bliver jeg fem år. Jeg får røde knopper af sådan noget realkredit-lingo og jeg stejler helt, når de synes jeg er en heldig rad at have solgt min sjæl for finansieringen af et parcelhus lige inden boligboblen sprang for 10 år siden.

De der kundekroner er vist i øvrigt en rabat på de kvartalsvise afdrag…der er garanteret en hage ved det.

Bakketræning i Hvalsø

Så blev der sgu ellers trænet bakkeløb. Ikke min fornemste disciplin, men når man er to om at løbe 10 gange op og ned ad bakken ved Nr. Hvalsø så går det ligesom lidt bedre.

Opvarming med ca. 2 km lunteløb til destinationen – et stræk på ca 160 meter – hvor stejl stigningen er, er jeg ikke klar over. Men det er nok!

På vej mod Eremitagen

Sådan! Efter en formiddag, frokost og begyndende eftermiddag i Ikea er man egentlig ikke særlig motiveret for at hoppe i løbeskoene, og jeg brugte da også det meste af et par timer eller tre på at overtale mig selv til bare en lille bitte tur. Bare 4 km, måske 5, hvis det viser sig at benene er i humør.

Det var de så! I så godt humør, at jeg overvandt de sure opstød, som indtagelsen af det halve af M&Ms maxiposen (dem med peanuts) som var lige med IKEA-kassebåndet havde ført med sig.

De blev til hele 10 km. Det er læææææænge siden. Maaaje længe siden. Måneder. Men nu har jeg faktisk optur og tænker ikke længere med frygt på Eremitageløbets 13,3 km om 14 dage. Jeg har løbet e-løbet før, men i noget bedre form, så i år er jeg bare glad for at gennemføre.

Så må De have en god weekend

Der er aldrig nogen, som har sagt De til mig. Ikke før i dag, altså. Der skulle gå 40 år, en måned og fem dage, men skal jeg da ellers lige love for at jeg fik drysset Des ud over hele i dag.

På vej hjem fra arbejde smuttede jeg lige i Aldi (som i øvrigt selv fejrer 40 års fødselsdag) efter ingredienser til de hamburgere vi skulle have til aftensmad. Mens jeg lyttede til Winthertid (podcast fra Radio24syv – det er mega grineren), hvor kusinerne Lærke og Nanna Winther kæmper sig gennem indtalingen af Moby Dick på en kønsneutral måde uden han, hun, man og kvinde, trissede jeg gennem butikken. Burgerboller, tomater (da mine egne jo ikke rigtig egner sig til andet end politisk valgkamp) og remo. Tjek. Op til kassen.  Bip-bip-bip.

– Bare på beløbet, sagde jeg nærmest pr. automatik mens jeg desparat forsøger at kaste varerne ned i posen, inden de glider ud over enden af båndet (som jo faktisk ikke eksisterer, der er bare en lille bitte plade, hvor der lige akkurat kun kan være et kålhoved og en liter mælk)

– Vil De have bonen med? spørger den unge mand så, og jeg bliver helt paf.

Sagde han virkelig det? nåede jeg lige at tænke inden jeg igen pr. automatik sagde at det ikke var nødvendigt.

– Så må De have en god weekend, sagde han så.

Øøøh. Mere Des!

– Tak, i lige måde, fik jeg sagt og gik ud af butikken igen, mens jeg prøvede at huske om nogen nogensinde havde sagt Des til mig før.

Jeg er blevet kaldt dame, som i “ kan du flytte dig lille skat, så damen kan komme forbi” – det kom sådan omkring 37-årsalderen, men jeg husker ikke, at være blevet tiltalt med De tidligere … det er en underlig følelse. På grænsen til mærkelig, faktisk lidt.

Kan det være alderen? Bliver man Des efter 40? Er det ikke noget, man siger til gamle mennesker? 🙄😳

 

En lækker årgang

En helt almindelig onsdag i september bliver altså bare bedre, når Vingaloppen ringer lidt over 8 og spørger, hvor de må stille min Quarles Harris 1977 Vintage Port.

Jeg fandt den til 550,- i en 10 siders tilbudsavis fra SuperBrugsen i Give i sidste ud – kun med portvin. 1977 er en super årgang for både portvin og mennesker, og nu glæder jeg mig helt vildt til at smage den. Men det må vente til slutningen af næste måned, hvor jeg og fruen holder fælles 40 års fødselsdag.

Mine rådne tomater er klar til KV17

Lets face it. Mine tomater egner mere til at bruge i en rådden politisk valgkamp end til at spise. De er rådnet eller spist op af dræbersnegle. Min kat, Albert, har vist sig aldeles uduelig til at fange de slibrige bæster. Han interesserer sig kun for gnavere og fugle.

Jeg har på ingen måde grønne fingre, og det kan muuuuligvis også have spillet en rolle. Har ellers dyrket dem helt fra frø-stadiet, og det stod flotte og strunke i lang tid. Jeg tror sågar jeg har snakket med dem, når jeg trissede rundt med vandkanden. Spildte samtaler! Men hvis der sidder en med et voldsomt angreb af politikerlede, så kan vedkommende bare henvende sig – jeg har skyts nok til hele valgkampen 🙂

Det var også lidt hårdt at se på

Der var efterårssol og 16 grader, da det hele begyndte på Østerbro søndag formiddag. Copenhagen Half Marathon 2017 havde min lillesøster blandt de 22.000-ish deltagere og alt tegnede til et perfekt vejr for både løbere og tilskuere – heriblandt mig og en ligeså løbetosset veninde. Vi var min søsters heppere og alt var godt. Indtil det pludselig ikke var det. Sol blev afløst af regn, torden og hagl og Øster Alle blev forvandlet til en brusende flod!!! Det bliver man våd af – også som hepper med en enkelt paraply, som eneste værn mod det voldsomme skybrud i Fælledparken.  Men vi klarede os gennem uvejret og jeg ligger nu og får varmen under dynen på sofaen efter anstrengelserne. Alle har det godt og lillesøster gennemførte i flot flot tid. Er maaaaje stolt!

Slap nu af…

Jeg er god til at slappe af. Ret god. Helst i sofaen. Til gengæld er jeg svært dårlig til at sove længe. I hverdagene står jeg op senest 05:30, men i dag er det lørdag og jeg har sovet heeeelt til kl. 7.  Så da klokken var Mads & Monopolet-tid, var vasketøjet hængt op og parcelhusets laminatgulv støvsuget og vasket. Og så er det bare lækkert, at hoppe op i sofaen med dyne, kaffe, computer og radioen kørende. Ahhhh.

Velkommen

Hej og velkommen,

Jeg er hverken ung influencer eller youtuber eller på anden vis “the Shit”, som jeg har hørt det hedder, når man er noget ved musikken. Jeg går heller ikke rundt med mobiltelefonen og filmer hvert øjeblik i mit liv… men jeg kan godt lide at tage billeder – ind i mellem også af mig selv, men bliver tit så skræmt af motivet, at jeg sletter langt de fleste selfies igen. Andre selfies – selv de meget grimme – kan slippe gennem nåleøjet og måske også ind her på bloggen, hvis jeg li’som synes der kan være en anledning til det. Det må I leve med…

Som nu det her … som giver anledning til at påpege et problem, for os løbere, der ikke kan undvære brillerne (og nej, jeg skal ikke ha’ linser – det er noget man spiser!)

Hva’ fuck skete der for vejret. Høj sol og kun lidt skyer, da jeg hoppede i løbekoene. Og vupti – så kom der regn og det blev en lidt våd tur på 7 kilometer. Det er ikke optimalt for en person, der er nødt til at have briller på jo!